-
Sager om lægers ugyldige attester til piloter droppes
المصدر: BDK Borsnyt / 22 يناير 2025 07:59:54 America/Chicago
En kvindelig ejer af en lægeklinik slipper for at skulle møde i retten i en sag, hvor hun var tiltalt for stillingsmisbrug ved at have udarbejdet ugyldige helbredsattester til piloter. Sagen skal nemlig ikke føres. Det oplyser specialanklager Anders Larsson. Sagen mod ni andre læger, der var ansat på klinikken og tiltalt for at have udarbejdet helbredsattester til piloter uden at have autorisation til det, droppes også. - Jeg mener ikke, at der kan føres bevis for, at de er skyldige, siger Anders Larsson om årsagen til, at sagen ikke bliver ført ved Københavns Byret. I sagen mod den kvindelige klinikejer var der ellers både udarbejdet anklageskrift og berammet retsmøder til hovedforhandling. Men hovedforhandlingen kom på anklagemyndighedens initiativ aldrig i gang, oplyser Larsson. Der var også udarbejdet et anklageskrift mod de øvrige ni læger. Den kvindelige klinikejer var tiltalt for stillingsmisbrug og groft bedrageri. Ifølge tiltalen blev der på kvindens klinik mellem januar 2017 og april 2019 udarbejdet 1713 ugyldige lægeerklæringer til piloter. Erklæringerne var ugyldige, fordi klinikkens læger ikke havde de rette kompetencer til at udstede erklæringerne. Piloter skal årligt have foretaget grundige undersøgelser af en læge for at sikre, at de både mentalt og fysisk er i stand til at udføre deres arbejde. Esben Joakim de Meza Skjernov, der er advokat for sagens hovedtiltalte, den kvindelige klinikejer, siger, at det er enormt glædeligt for hans klient, at sagen er droppet. - Det har været ubeskriveligt belastende for hende at gå med sådan en tiltale og sigtelse over hovedet så længe, siger han. Anklageskriftet mod kvinden er dateret til 21. december 2022. Advokaten oplyser, at han og klinikejeren i fredags fik at vide, at sagen alligevel ikke bliver ført. Kvinden har altså været tiltalt i mere end to år, uden at sagen har været for retten. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/sager-om-laegers-ugyldige-attester-til-piloter-droppes